| Nu skal benzinen have baghjul
Af Lars Henrik Aagaard – Berlingske – torsdag 14. september 2006
Bioethanol. Danmark kom i den teknologiske førertrøje i går, da DTU åbnede verdens første fabrik til produktion af flydende brændstof fra halm. Prisen pr. liter af den alternative biobenzin ventes at blive blot 2,35 kr. Det er en fuldstændig klar væske, den lugter som billig vodka, og den kan blive vejen bort fra det oliebaserede samfund. Det er bioethanol, vi taler om, og i går dryppede for første gang i verdenshistorien ud af en fabrik for såkaldt anden generations bioethanol.
Fabrikken er tilmed dansk, den ligger på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby, og råstoffet til fremstilling af biobenzinen er almindelig halm. >>Selv når der kompenseres for den lavere brændværdi af ethanol i forhold til benzin, så vil vi kunne udkonkurrere benzin som brændstof,<< sagde brofessor Birgitte K. Ahring i går ved åbning af den lille pilotfarbik på Biocentrum-DTU.
I adskillige årtier har man kunnet fremstille CO2-venlig bioethanol – og det i store mængder – ved hjælp af sukkerholdige afgrøder som majs og sukkerrør, som koges og gæres i en ret enkel proces. Det rummer imidlertid store etiske problemer, for hvorfor – i en verden hvor flere hundrede millioner suler eller lever på sultegrænse – anvende fødevarer til fremstilling af brændstof?
I de senere år er fokus derfor i stigende grad blevet rettet mod anden generations bioethanol, hvor råstoffet ikke er fødevarer, men f.eks. ganske almindelig halm, udpressede sukkerrør eller majsstænger, kort sagt: affaldsprodukter fra landbruget. Det er imidlertid en langt vanskeligere proces, fordi sukkermolekylerne i planter er særdeles vanskelige at nedbryde. Pilotanlægget på DTU med navnet MaxiFuels har angiveligt løst alle disse problemer ved hjælp af en række helt nye og patenterede teknologier.
Billigere end benzin Verdens først fabrik for anden generation bioethanol skal angiveligt være i stand til at fremstille bioethanol til en produktionspris på 2,35 kroner pr. liter – en pris, der bl.a. er udregnet på baggrund af den relativt høje danske halmpris på ca. 500 kr. pr. ton.
Idet bioethanol stort set er CO2-neutralt, vil brændstoffet blive friholdt for CO2-afgift, og derfor blive væsentligt billigere for forbrugerne end benzin er med de nuværende verdensmarkedspriser.
For fuldt ud at kunne udnytte bioethanolen skal forbrugerne dog udskifte deres biler til såkaldte FlexiFuelbiler, der kan håndtere brændstof med 85 pct. ethanol i benzinen – en >>biobenzin<<, der herhjemme foreløbig udelukkende forhandles af Statoil.
Fremtidens energi Ifølge professor Birgitte K. Ahring, der er projektleder for MaxiFuels, er der ikke meget tvivl om, at anden generations bioethanol er fremtidens energi – i hvert fald på vejen frem mod brintsamfundet.
>>Hvis man bygger et stort anlæg, der kan håndtere en halv mio. ton halm om året, vil literprisen falde yderligere, og fabrikkens produktion vil kunne dække syv-otte procent af Danmarks energibehov på transportområdet,<< siger hun.
På MaxiFuels-anlægget, der har kostet 25 mio. kr. at opfører, bl.a. med statsmidler, vil ingeniører og forskere i det kommende års tid gennemteste den nye produktionsmetode. Derefter er håbet, at der inden 2010 kan påbegyndes opførslen af en stor og kommercielt drevet fabrik for anden generations bioethanol.
For Danmark gælder det om at komme i front på et forskningsområde i rivende udvikling, for over hele verden, ikke mindst i USA, satser der milliarder på bioethanolteknologier. Det handler ikke bare om bæredygtig og miljøvenlig udvikling, men nok så meget om at gøre sig uafhængig af arabiske og russiske oliereserver. www.berlingske.dk
|